CLICK HERE FOR FREE BLOGGER TEMPLATES, LINK BUTTONS AND MORE! »

lørdag den 29. november 2008

Julen står for døren....og et enkelt LO

Julen står for døren....
...og i dag havde jeg aftalt med Anette, at vi skulle lave juledekorationer. Efter at have shoppet diverse pynt fredag eftermiddag - det var vist meget - og vi havde heller ikke så meget i forvejen??!- var vi i dag klar til at gå i gang. Vi hyggede os med julemusik, pebernødder (nej, ikke hjemmebagte endnu ;-) og mos og kugler flød på bordet, mens Franz synes det var hyggeligt at skoven var rykket ind i huset, når han nu ikke må komme ud i den. Derfor tog han plads i Anettes kurv med hjembragt skovmos - ih, han nød det fugtige mos....men det måtte han jo heller ikke, så han fortsætte med at undersøge bord, bånd o.s.v. I aften er han så MEGET træt :-D.
Vi startede begge ud med vores adventsdekoration, da den jo helst skal tændes i morgen ;-)

Jeg valgte kransen fra i år, og brugte i stedet mit glasfad, med mos, lys og nummererede metalhjerter med tal, sat fast med brun lædersnøre.

Så skulle der lidt farve på, og jeg brugte de bordeaux-røde lys til mit stålfad, og brugte kun naturmaterialer som mos, enebær, buskbom, tørrede blomsterhoveder, røde grene og nødder, og lige piftet op med et par metalstjerner i samme farve som lysene og dobbelt bånd omkring lysene, bundet med slipseknuder .

Sølvspydene har jeg ikke brugt i et par år, men jeg fik lyst til at prøve dem igen, og lavede en krans af blade, og en midte af mos, enebær og buskbom, pyntet med et stort stålulds-sølv hjerte og pålimede glimmerstjerner i sort og sølv. Skålen er sort og sølv, det ses bare ikke på billedet.
Jeg fik også lavet en kalenderdekoration og et par andre i nogle lækre sølvskåle som vi begge købte i går... Nu skal der så lige gøres rent og pyntes op i morgen inden det skal placeres rundt omkring i huset.
Et enkelt LO er det også blevet til. Det er lavet til Dreampapers skitsekonkurrence i november - den blev dog afblæst p.g.a. for få deltagere - men her er mit bud.
Papiret er fra October Afternoon, der udover er der brugt AC Thickers, MM bogstaver, Grungeboard swirl der er balet med H2O Twinkling farve, bølgepap bag billedet, TH Journaling Ticket, mesh, prima blomster og flos. Billeder er endnu engang fra vores sommerferie, og er et af utallige billeder af solnedgangen fra vores balkon. Det var SÅ smukt!!
Og så synes jeg lige at Valdemar skal vises igen - han er nu 7 måneder og den skønneste lille gut. Rikke besøgte Lotte, Anders og Valdemar en weekend for 14 dage siden, og billedet er derfra.
Rigtig god adventssøndag og ha´en dejlig uge.


søndag den 23. november 2008

Forskellige udfordringer


Så har jeg fået scrappet lidt igen, og disse LO´s er fra åbent-hus dagen i Aktivitetecentret. Begge er med fotos fra sommerferien, bl.a. dette af mulddyrene, som vi så på en af vores bjergture, hvor vi kom langt op, i det øde landskab. Resten af flokken stod i skyggen under et stort træ. Det store stykke turkis blondebånd har jeg købt af Betina. LOét lavede jeg til udfordringen på 1-2-3-bloggen
Det næste LO er med fotos fra vejen fra vores lejlighed og ned mod pool, reception og længere nede Bardolino. Det var rigtig flot med alle nerierne og de andre blomster som der var i massevis langs vejen. Jeg oplevede jo så kun turen til fods et par gange, men det var også flot set gennem bilruden *S*. Jeg er ikke helt tilfreds med LOét, synes der mangler noget og at det er lidt bart, men indil videre bliver det sådan.

Så har SuzyQ en ny udfordring kørende på Scrapsisters, som lyder: Lav et julekort, IKKE kvadratisk, brug bånd og mindst 1 cirkel. Jeg har nået at lave disse 2 kort, det første med det fede julepapir fra MME, og det næste bl.a. med pakke- og tekststempel fra Magnolia.



Jeg var ikke til scrap i torsdags, da var vi i stedet til koncert med Kim Larsen og Kjukken, i Musikteatret i Holstebro. Det var en siddekoncert, og som altid et skøn oplevelse, selv om det til tider var svært at SIDDE ned *S*. Jeg synes de havde lavet et super mix af gamle og nye sange og ørehængere, og piftet op med et par salmer. Han kan bare dét der ;-).
Nu venter en ny uge forude, Claus´s ferie er overstået, og så bliver det for alvor hverdag igen.
Ha´en rigtig dejlig uge - forhåbentlig mere i vinterens tegn end i efterårets regn og rusk.

søndag den 16. november 2008

Lidt nyt....

Lidt har jeg fået scrappet og endnu mindre "blogget". Nu er min PC kommet retur, frisk, tømt for alverdens ting og sager, hurtig, men internetadgangen driller fortsat, nu også på Rikkes PC, så vi formoder at det er routeren den er gal med. Det checkes så i morgen...måske er vi snart helt køreklar igen....
I går var Anette, Kirsten, Marianne, Ragna, Malene og jeg til åbent hus i Aktivitetscentret.....;-) hyggeligt, men en anderledes måde at scrappe og præcentere sin hobby på - blandt korsang, klaverspil og skønne mavedansere som kiggede forbi *S*.
Vi fik da scrapet lidt og lavet lidt kort, bl.a. fik jeg prøvet mine nye H2O farver, som jeg nu har valgt at købe nogle af. De er anderledes at arbejde med, men giver en helt anden effekt end blyanter.
Jeg har efterhånden fået lavet en del julekort, dejligt, så er de klar til at blive sendt.


Så har jeg fået lavet endnu 2 ferielayouts, bl.a. fra en af vores køreture op i bjergene. Jeg får aldrig nok af den natur og udsigt.....og vi kom ret langt op denne gang, vejene var smallere end smalle!, her var meget øde og det var en helt anden verden at bevæge sig i. Men smukt, det er det.

Ja, jeg er jo også nødt til at scrappe om vores dag med uvejret, der sendte mega-hagl ned over os. Disse hagl er slet ikke de største, dem nåede vores lokale underbo at samle op - de var mere modig end os - og gik udenfor før vi turde. Men disse hagl her, er såmænd store nok endda.

Jeg har ikke fået noteret materialevalgene til det hele, men julepapiret er bl.a. den nye, spraglede juleserie med pink og rød fra MyMindsEye, den er jeg lidt vild med.
Ha´en rigtig god uge alle sammen, med lidt held får jeg en fridag på onsdag - manden har ferie hele ugen!!!

søndag den 2. november 2008

Kursus i Ålborg samt Hjørring-crop

Sidste lørdag tog Anette og jeg turen til Ålborg, for at holde et par kurser for medlemmerne af Ålborg Scrapbooking Club. Vi var 13 + os to, og det var en rigtig god og hyggelig dag, hvor ører og øjne stod på stilke :-). Jeg håber i hvert fald, at alle fik lidt med derfra, som de kan bruge fremover. Det blev selvfølgelig ikke til meget scrap, men mens Anette holdt kursus og mens jeg lyttede med, fik jeg lavet dette julekort. Papirer er fra MME og købt hos Lifetime Moments. Derudover er der lidt bånd, båndtape, punchinella, ghost-snefnug og metalpynt. Tekststemplet er lavet med mine Just-Rite stempler, og motivstemplet er fra swappen på Scrapsisters.

I går tog vi så turen nordpå igen, denne gang sammen med Kirsten. Vi kørte fra Holstebro kl. 7, og havde lige tid til en kop varm kakao inden vi samlede Betina op i Ålborg. Jeg havde ikke tilmeldt mig nogle af kurserne i går, og det var helt skønt, bare at have en dag til at scrappe, hygge og shoppe lidt. Ikke at det blev til så meget, shoppegenet er ligesom blevet styret lidt den sidste måned, med alle de crops der har været.
Jeg fik lavet disse to LO´s som har ventet på at blive lavet.... Det første med Rikke og jeg er også fra ferien, fra den aften vi alle tog ned i Bardolino for at spise. Det var lidt problematisk, da vi ikke kunne køre så tæt på byen, og jeg var jo ærlig talt ikke særligt godt gående... men vi fandt da et sted jeg kunne blive sat af, så jeg kunne gå resten af vejen.... Jeg var i bogstaveligste forstand udkørt da vi nåede hjem på balkonen om aftenen - det var ikke helt så nemt som jeg havde troet/håbet ;-). Min egen udfordring bestod også i at bruge det papir jeg vandt hos SIF - og med Rikkes blå kjole var i fokus, kom det til at se sådan ud. Papiret er fra G.C.D. Whoop de Doop collection og deruder der der brugt tapebånd fra Heidi Swapp, bånd og blomster mm.
Det sidste LO jeg nåede i går er med billeder fra en af vores køreture op i bjergene. Vi kom meget langt op, og nåede i bogstaveligste forstand til vejs ende - vejen sluttede i hvert fald brat, og dette syn var hvad vi mødte. Vi formoder at der bor mennesker her - der er jo paraboler - og katten så nu også ud til at nyde tilværelsen. Bygningen her er den pæne del, den anden side var knap så pæn....nå men vi fik da vendt bilen på den lille plads, og slingrede videre ad vejen.
Papirer er fra Pink Paislee "Vintage moon collection", og ellers er der brugt punchinella, udstandstede blomster, note fra MM, og lidt blingpynt samt thickers.
Jeg fik så startet på et julekort også, og det var hvad det blev til i går, inden vi vendte næsen hjemad. KL. 22 sad jeg med benene oppe i sofaen og med et glas rødvin - mere skulle der heller ikke til, før søvnen indfandt sig *G*
I morgen får jeg forhåbentlig vores pc retur, så jeg ikke skal låne Rikkes længere....
Ha´en rigtig god uge allesammen og tak fordi du kiggede med her.


søndag den 12. oktober 2008

Convention og gæstedesigner

Her er lidt stille på bloggen, da min bærbare stadig er til pc-doktor :-(
Jeg har IKKE fået scrappet meget, pokkers som det arbejde tager meget af ens fritid *S*
"Casper" lo´et startede jeg på til en scrapaften i Holstebro, fik det ikke færdigt og tog det derfor med til convention...hvor jeg heller ikke kunne arbejde videre med det, derfor har jeg besluttet at det SKAL se ud som det gør nu. Jeg valgte de gyldne farver ud fra hans bluse og markisen, da fotoet ellers er domineret af meget grønt. Jeg synes det er et rigtig dejligt billede af ham, og jeg fik jo også "lov" til at tage et af Rikke på balkonen ;-). Materialerne er vist alt fra MME og eneste pynt er lidt brads og bånd.

"Vi sopper" startede jeg også på i Holstebro.....med den tanke at det skulle være 1. udfordring på 1-2-3 Scrap, hvor jeg er gæstedesigner denne måned....men man skal jo LÆSE "reglerne"....Hallo Jette, du ville få en pakke med materialer der skulle bruges.... Ja, ja, det lærer man så hehe...men jeg blev super glad for LO´et, elsker simpelthen det foto, "taget bagfra", som var tænkt som mit oplæg til udfordringen *G*! Jeg har brugt brunt karton og 1 stk. mønsterpapir fra BoBonny og en lille rest turkis mønsterpapir. Journal-noten kan jeg slet ikke huske hvor er købt - og derudover er der lidt Prima blomster, metal-blomster-midter, bånd og nåle fra Sabina og "Tiger"!

Og her er så LO´et som er lavet til udfordringen på 1-2-3-Scrap!!! Det papir havde jeg SÅ svært ved at bruge....så det var en RIGTIG udfordring!! Udfordringen blev: scrap et sommer-LO, hvor ordet sommer indgår, brug papir-mosaikker/firkanter og en båndramme om et foto! Og det er godt nok gult, og "rodet", set med mine systematiske øjne, så har jeg også prøvet det LOL. Så er jeg spændt på at se, og nogle har taget udfordringen op ;-)

Sidste weekend tog Netti og jeg turen til Ryslinge. Det var igen en helt igennem dejlig dag - ikke at jeg fik scrappet - det er vist aldrig blevet til så lidt scrap - og aldrig til så meget shopping *G* Det var skønt at sige hej til så mange af jer, og super at vi var hele 8 fra vores Holstebro-gruppe, der uafhængige af hinanden var taget derover - det var herligt - og de er vist alle rigtig blevet ramt af den smitsomme scrap-syge :-D
Pludselig var dagen gået, og der skulle pakkes sammen og køres hjemad. Og ja, flere af jer, mødte vi jo så igen på Mc.D i Vejle....sulten skulle stilles, da Netti var ved at gå helt kold af mangel på mad og væske ;-), AC og jeg var vist bare normalt sultne.
Glæder mig så til næste convention - det er så spændende, hvordan det kommer til at forløbe næste år.
Så er det efterårsferie, jeg har kun fri 2 dage, tirsdag kører Netti og jeg til Ikea, onsdag skal jeg nå noget af alt det jeg skulle nå i uge 30, min sidste ferieuge.... hvor værelserne skulle gøres færdige, soveværelset males o.s.v....hvis ellers alt var forløbet efter planen....og det er vist mere end urealistisk at nå alt det kan jeg godt se, men indkøbene kan vi nå, og vi får helt sikkert en dejlig og hyggelig tur igen.
Ha´en rigtig dejlig uge - og ferie - for de heldige.

onsdag den 24. september 2008

Udfordringer

Så er der lidt nyt igen. Jeg har måttet ty til Rikkes PC, da min egen protesterer gevaldigt mod at komme på netværket. Så ingen mails eller deslige derfra....og jeg har forhørt mig, og fået at vide at fejlen må ligge på min bærbare, da Rikke sagtens kan logge på netværket med hendes bærbare. Da hun er på studietur, kan jeg jo lige låne hendes. Jeg har overført alle filer o.s.v. til usb-stik, i fald at pc´en skal formatteres!! Rikke har lånt kameraet med, men billederne af disse to LO´s havde jeg gemt, så dem kan jeg jo vise nu.
Det første har jeg lavet til 1-2-3 Scrap´s udfordring, som denne gang var en skitse, hvor der samtidig skulle bruges en figur eller chipboard af en slags. Samtidig kunne man så blive valgt som gæstedesigner, og her blev jeg sørme udvalgt, sammen med Ann Cicilie og Maria, se 1-2-3 Scrap bloggen. Det glæder mig meget, og jeg må så lægge hovedet i blød og finde et par udfordringer for oktober måned.
Billederne er fra påsken, hvor vi i stedet for forår, fik rigtig vinter. Jeg nåede at få en masse billeder fra haven af det nyfaldne sne. Papiret er gammelt MME julepapir fra sidste år, men det er jo stadig lækkert ;-)

Det næste LO er lavet til Unik-Hobbys 3. skitseudfordring, hvor skitsen var lavet af Anne Bente.
Det fik jeg så dette LO ud af, med BG bapirer. Det ensfarvede er spayet ganske let med glimmer mist, og ellers er der brugt scalloped karton, mesh, hørbånd, blondebånd, bling, Prima blomster, ruskindssnøre, MM bogstaver og lidt andet dims. Og ja, billedet er fra ferien, fra den første og eneste shoppetur i Bardolino ;-).
Nu "tør" jeg næsten ikke fortsætte, men jeg har netop set, at Unikteamet har udvalgt mit LO til denne måneds vinder....Ih, hvor er jeg altså heldig :-D.... :-D. Men det forpligter også, for nu skal jeg så designe min første skitse!!! Så jeg må rigtig ha´gang i de små grå ;-)
Så til noget helt andet. Jeg er startet med at arbejde fuldtid - det er hårdt men dejligt. Det er nu 3 uger siden gipsen røg af, og jeg går det jeg kan...men er langt fra tilfreds. Så jeg har været ved lægen i dag, og skal i gang med intensiv træning af fodleddet. Det håber jeg så kan give meget mere bevægelighed, for lige nu går jeg lidt som en vingeskudt and ;-), men jeg går dog, og fremskridtene er små trods alt.

Ha´en fortsat dejlig uge og tak fordi du læste med.

tirsdag den 16. september 2008

Et par kort...

Så har jeg fået lavet Charlottes uge-37 udfordring på Scrapsisters, som gik ud på at bruge mindst 3 ud af 6 farvetoner, og valget faldt så på dette BG papir, så fik jeg også brugt lidt af det gamle papir. Chipboardhjerterne er spayet med glimmer mist, og drysset med glimmer bagefter.
I morgen fylder Casper 22 år...uha som tiden går!! Vi skal til fødselsdag i morgen aften, og jeg ville derfor lave et kort til ham, enkelt og uden alt for mange dikkedarer *S*. Da han skal have en lille hilsen fra Franz, har jeg lige lavet et kort fra ham også...med foto, så Casper kan kigge på ham ind i mellem*G*. Der er så nogle "potehilsner" inde i kortet.

Kortet fra os blev også meget enkelt, med en metal-tag med "22", magic mesh og ellers nogle sværtede grungeboard stjerner. Papirer er fra MME, "29-street market", elsker det papir!!

Tak fordi du kiggede med, og fortsat god aften.

tirsdag den 9. september 2008

Æbletræet

I den forløbne uge har jeg slet ikke fået scrappet noget særligt, har godt nok tiden, men det kniber med at få sig sat og komme i omdrejninger!! Jeg har fået lavet et enkelt kort til Charlottes kortudfordring på Scrapsisters.dk , hvor jeg slog udfordringen for uge 35 og 36 sammen: Scrap et kort i alternativ form / scrap et efterårs relateret kort. Dette blev så min udgave, det eneste jeg vil sige er, at nu er det da lavet, og det var en sjov udfordring :-)
I foråret tog jeg nogle billeder af vores forholdsvis nye æbletræ, mens det stod i fuldt flor. Som en afveksling fra feriebillederne fik jeg lyst til at scrappe de billeder, i nogle klare farver. Også fordi det er et LO, som ikke kræver den store tekst... :-), men jeg synes at blomster på æbletræerne er så smukke. Og nu kan vi snart høste æblerne som er store og flotte. "Grenen" har jeg malet med brun og grøn MM maling, og derefter givet lidt Glossy Accent.

Denne award har jeg modtaget af Anne Bente, for nylig, 1000 tak for det :-)

Jeg er hjemme fra arbejde i dag, det kniber med at arbejd fuldtids endnu, da jeg fortsat har meget begrænset bevægelighed, hævelser af ben og fod, og da jeg skal lave øvelser flere gange om dagen. Jeg blev udstyret med en kompressionsstrømpe af mine chefer i går ;-), så nu håber jeg, at det kan fremskynde processerne lidt...jeg synes jeg begynder at blive lidt utålmodig, men ved at det tager tid!
Forsat god dag til jer.

onsdag den 3. september 2008

SensommerCrop og LO´s derfra

I søndags var jeg som sagt til SensommerCrop i Engesvang. Et helt igennem skønt arrangement og en dejlig dag. Jeg havde gjort nogle LO´s klar hjemme fra, fundet billeder, papir og muligt dims, det kunne bruges dertil. Jeg har erfaret, at på den måde, er der en chance for, at jeg da får lavet lidt ;-), selv om jeg tit har svært ved at koncentrere mig og få lavet det som jeg gerne vil have det.
Det første LO jeg gik i gang med, var med et foto fra Gardasøen, i en stille bugt i Bardolino, hvor vandet var krystalklart, og lige til at hoppe i. Det LO er jeg rigtig glad for.

På ferien fik jeg endelig også lov til at tage et GODT foto af Rikke, ét hvor hun ikke lukker øjnene, holder hænderne op foran o.s.v.!! LOét kunne kun hedde My Girl! Jeg synes ikke LO´et er helt rigtigt, men nu er det lavet sådan, og sådan bliver det. Farverne er valgt ud fra hendes bluse og omgivelserne, og måske er det det rolige papirvalg, eller manglen på sværte, der gør forskellen ;-)

Girltalk er med et foto fra maj måned, til fødselsdag i Skive. Tøserne (18-22 år!!) slænger sig, hygger og sludrer mens de nyder solen, og mens Valdemar sover. Dejligt billede af dem, synes jeg :-)

Ferie- og familiebilleder - ja, så mangler vi jo kun Franz. Dette foto har jeg nok vist før, men endnu ikke scrappet. Som Netti spørger: Hvorfor skal den store hankat kun scrappes med lyserødt?? "Fordi han opholder sig helst i mit scrapværelse hvor der er meget lyserødt, og hvor mange fotos bliver taget....(eller i hans seng på kradsebrættet) og så er han selv ude om det :-D Men han er nu skøn alligevel, den lille mis, som nu vejer 6 kilo.... og trods de feminine farver, så fejler selvtilliden og egoet ikke noget. Derfor var rub-on teksten "It´s tough being PERFECT" også passende, og LO´et behøver vist ikke yderligere tekst.... Hvis man var katte-tankelæser, så er vi sikre på, at det er sådan han ser sig selv hehe..! ... men det er måske ikke så sært, med al den opmærksomhed han får!!

Ja, som Netti har skrevet på hendes blog, og som nævnt rundt omkring ;-), så var jeg så heldig at vinde konkurrencen i kort-skitsen og LÓ-skitsen...og på mit indgangsnr i Engesvang. Det var lige før jeg fik røde kinder og blev lidt flov *G* Jeg fik dog alligevel kørelejlighed hjem også ;-) Og dejlige gaver fik jeg jo så også! Og til jer der stemte på mine ting: 1000 tak :-). Jeg havde lavet begge dele hjemmefra, da jeg aldrig ville få dem lavet på stedet. Kortet og LO´et som deltog i konkurrencerne er disse to:

Og så har jeg fået gipsen af benet. Det var en skøn, men også underlig fornemmelse at kunne se og mærke benet igen ;-) Planen var at jeg skulle have en walker på i 14 dage, men nej, nu havde jeg gået i 8 uger, og benet var aflastet nok, så nu er det lige på og hårdt, skal træne ben, ankel og muskler op igen, og støtte mere og mere for hver dag. Så det er fast arbejde, med varme fodbade, øvelser, gang og aflastning, da det stadig er meget hævet. Men det er dog fremskridt.
Tak fordi du kiggede med, god fornøjelse til jer der skal til SAM, jeg tager et lille smut til messen i Viborg sammen med nogle af scraptøserne ;-)

mandag den 1. september 2008

Nye "gamle" LO´s

Disse to LO´s har jeg lavet for nogle uger siden, men de har været med i et par konkurrencer/udfordringer. Det første er lavet til udfordringen på 1-2-3 scrap, hvor opgaven lød på at scrappe 1 foto, kun bruge farverne grøn, hvid og sort, samt minimum 10 linier journaling. Mit bud kom til at se sådan ud. Og ja, det er endnu et feriefoto, denne gang af vores nevø Emil, der troligt sidder på bænken sammen med mig, mens vi venter på at blive samlet op ;-) af chaufførerne. Et godt foto, som jeg syntes egnede sig til denne udfordring. Det stribede (Kaiser papir) og det prikkede er købt hos Sofies Kælder.

Det næste LO er lavet til Scrap-is-funs august skitsekonkurrence. En enkel med god skitse, som var sjov og anderledes for mig at lave. Jeg er også ret glad for resultatet. Papiret er fra MME 29th Street Market "Peaceful Dream", og så har jeg sværtet grungeboards og duppet med lidt glitter-glue, brugt Pettallo blomster, tuborgklamme fra Gurli og tickets fra Tim Holz. (...og jeg har lige læst at jeg har vundet denne gang ;-) )

Ellers var jeg til Sensommercrop i Engesvang i går, sammen med Netti, som hentede mig lidt over 8. Hold da op det var en lang dag, men et fantastisk arrangement, enormt hyggeligt og med en skøn stemning. Det håber jeg bestemt Heidi og Henriette har lyst til at stable på benene en anden gang. Og tak for fin service med plads til "rullemarie" og hendes hjælpere - og STOR tak til mine to søde hjælpere som vartede mig op - på alle måder *S* - , hele dagen ... ;-) Jeg MÅ jo indrømme at det gjorde dagen en hel del lettere for mig :-D
Jeg havde lavet LO og kort til skitsekonkurrencerne hjemmefra, men dem er der ikke taget fotos af endnu....og jeg fik også lavet næsten 4 LO´s dernede, men de kommer alle sammen på bloggen en anden dag... det er vist for mørkt nu til at fotografere dem nu.
Ha´en rigtig dejlig uge, og tak fordi du kiggede med.

Related Posts with Thumbnails