Ferie - føljeton, med mareridtsagtige glimt

Så er jeg og familien hjemme fra ferien ved Gardasøen. Efter de følgende omstændigheder, fik vi det ud af ferien vi kunne, det vil du kunne læse mere om, hvis du hænger på ;-). Fredag d. 4. juli, kørte Claus, Rikke og jeg, afsted mod Italien, sammen med min bror Allan, hans kone Lena og deres 2 drenge Mark og Emil. Vi startede med at holde i kø allerede før Hamborg, og nåede først til vores valgte overnatningshotel ved Rosenheim kl. 22 om aftenen, 2-3 timer senere end forventet. Så det blev til selvsmurte håndmadder på værelset, og så i seng. Næste morgen nød vi morgenbordet, før vi fortsatte mod Bardolino. Vi havde god tid, så vi kørte ned langs søen mod Bardolino. Det var dejligt at gense Gardasøen og den skønne natur. Vi ankommer og får tildelt vores lejligheder, vi havde bestilt "ved jorden med terrasse", men vi fik tildelt 2 lejligheder ved siden af hinanden, med den bedste udsigt over søen og bjergene. Det protesterede vi så ikke imod. Det blev først hårdt, men dog også godt nok, senere! Vi bor oppe bag selve Bardolino, så vi tager bilen ned i byen, slentrer rundt i de hyggelige gader, finder en restaurant og nyder den første pizza og is, mens vi oplever den smukke solnedgang over søen.

Søndag går vi til poolen, den er ikke kæmpestor med en masse sjove ting, men vi har den næsten for os selv, så vi kan boltre os og spille som vi lyster. Men, som vi har oplevet det før, skifter vejret nemt, så da vi får de første regndryp, pakker vi sammen og går mod lejligheden. Vi er ikke mere end kommet op, før regn bliver til hagl!! Vi har hørt om det men aldrig selv oplevet det, men det gjorde vi nu. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Jeg kan bedst sammenligne det med en "meteor-regn" i bedste actionfilm-stil...den kraft de kæmpe store hagl kom med, og den lyd når de ramte asfalten, udhænget og BILEN!! var uhyggelig. I forhold til andre slap vi forholdsvis billigt med 5-6 buler lige så mange forskellige stedet på bilen....og ingen tæpper eller andet hjalp, til sidst måtte vi selv løbe i sikkerhed...

Her nogle af de hagl der ramte bilerne.

Her styrter det ned med hagl og regn i haven under vores lejlighed, billedet er taget fra vores balkon. Og en af bulerne i vores bil....men som vi sagde, "bilen er kun en ting", så op på hesten igen! Vores underboer var lokale italienere, pensionister som gik og hyggede sig. De var så søde og så behjælpelige med at prøve at dække bilerne til, "gammelfar" snakkede løs på italiensk, og os på engelsk...men vi fandt da ud af at han fortalte, at han oplevede det sidst i 2004 hvor han også fik store buler. Derefter tilbød konen at vaske og tørre vores tæpper. Efter et bad og varmt tøj, fik vi oplevelsen lidt på afstand, og grilllede på terrassen. Pludselig ringer det på døren, og udenfor står "gammelfar" med en flaske champagne til os...og siger et eller andet, og vi takker og smiler. Tror simpelthen de synes det var synd for os og havde lidt medlidenhed med os, så det var et plaster på såret. Vi får proppen af den iskolde champagne og skåler på en fortsat god ferie...så ringer det på døren igen, og udenfor står "gammelmor" med en bakke med 2 kvarte - men store - vandmeloner til os, af egen avl. Det er da herligt med sådanne hyggelige og venlige underboer!! Vi ser lyst på ferien igen :-D

Mandag tager vi på shoppetur i Bardolino, og går langs strandpromenaden og nyder det skønne vejr. Vi kommer til udkanten, og så er vi nødt til at mærke det det dejlige, krystalklare vand, så af med sko og op med kjolen og ud og soppe og bade.

Mandagens soppetur gav os lyst til en hel dag ved søen, så vi pakkede bilen og fandt os en plads ved søen. Det skulle så komme til at ændre hele resten af ferien....men her troede vi, at vi skulle tilbringe hele dagen, sammen med andemor og de små søde ællinger.

Endelig blev der en solfri plads fri, så jeg tog håndklædet for at lægge det på græsset, men inden jeg når så langt, ligger jeg på græsset med højre ben under mig. Jeg skynder mig at trække benet ud, men mærker en dump smerte i benet...Jeg er vrikket om, og lander oven på mit eget ben - ikke særlig smart!! Jeg tager den med ro, og prøver at få luft og samler kræfter til at komme op. Allan henter is, kører til supermarked efter en pose ærter ;-), jeg prøver at overbevise mig selv og de andre om, at det nok bare er en forstuvning. Men Claus og Allan får mig i bogstaveligste forstand hevet op over stenkanten - må have været et kønt syn! - og vi kører til lægen, som de har set ligger ikke langt fra hvor vi er. Hun siger en masse på italiensk - ikke en dyt på engelsk eller tysk - men henviser os til hospitalet i Peschiera...videre dertil. 4 timer senere har jeg benet i gips, må ikke støtte og har købt krykker. Læg-benet er brækket. NU kan det da ikke blive værre! Jeg skal komme til kontrol om 4-5 dage, og efter planen have benet i fast (gå?) gips, og med det i tankerne, klarer jeg også den 1. uge. Det styrker ens armkræfter, så det er jo ikke skidt uden at være godt for noget....nu er de 16 trappetrin op til lejligheden bare lidt trælse, men udsigten derimod en kæmpefordel!

Jeg ligger i dag fortsat på sofaen og venter på operation med skinne og skrue, på tirsdag, så jeg har god tid til at skrive og opdatere bloggen ;-). Hvis du fortsat hænger på, så 1000 tak fordi du læste med, måske kommer der snart flere stemningsbilleder.